Stresshistorier - lad os sammen bryde tabuet!

Fortæl os din stresshistorie, så andre kan forstå hvordan stress opleves og ikke venter for længe, men gør noget ved det i tide, både individet, ledelsen, familien, arbejdspladsen og samfundet.

Din stresshistorie

Hvordan havde du det?

Hvilke tanker gjorde du dig? 

Hvad skete der?

Hvordan kunne det gå så vidt?

Længere nede kan du læse andres historier og bidrage med din egen, i kampen om at bryde tabuet, forebygge stress og øge vores mentale sundhed og trivsel.

Obs! du kommer kun til at fremgå med fornavn og vi læser alle historier igennem og forkorter i nogle tilfælde før de udgives. 

Vi glæder os til at høre fra dig.

Kærlig hilsen

Louise Vælds

Min stresshistorie

Sådan behøver det ikke at være. Det kan altid betale sig at sænke stressen.

 

Man er mere produktiv når man får sat stressen ned. Det gælder om at få de rigtige råd og erfaringer til håndteringen, så både glæden, effektivitet/produktivitet og meningsfyldthed kan blive høj. Giver det mening for dig?

 

Du kan eventuelt starte med KvikGuiden til stresshåndtering her.

Heidi - Jeg måtte trække ud i nødsporet

For mig var det oplevelsen af at bare havde lyst til at grave mig ned i et hul så langt væk fra alle, at ingen kunne finde mig – at blive helt væk.

 

Jeg havde en skræmmende nat, hvor det var som om jeg hverken kunne huske mit eget navn, hvem min mand var. Dagen efter blev jeg overvældet af angst på motorvejen på vej til et møde. Jeg måtte trække ind i nødsporet og sad der i en halv time, før jeg kunne køre videre. I tiden op til, havde jeg søgt forskellige behandlinger fordi jeg ikke kunne trække vejret og de talte alle om mentalt velbefindende og jeg skulle sætte farten ned. Jeg havde det som om jeg havde influenza i lang tid indtil jeg en faldt helt sammen og ikke kunne mere.

 

Heldigvis kom jeg ud på den anden side, som en ny og stærkere version af mig. Men det tog meget lang tid før jeg var i mål igen, fordi det var kommet så vidt før jeg stoppede op.

Gitte - Vi skulle bare klare det!

I 2014 arbejdede jeg som familiebehandler, i det som skulle vise sig at være noget af det fedeste job, men også det der mig syg. Jeg var uddannet pædagog og på ansættelsestidspunktet var vi 3 der begyndte samme dag. 2 af os var ”kun” uddannet pædagoger og blev derfor tilbudt at begynde en terapeutuddannelse. Vi var også på en masse andre kurser sammen med hele personalegruppen. Det var godt, og alligevel også hårdt, fordi jeg følte at jeg skulle lægge låg på mig selv som person. Under et halvt år efter, at jeg blev ansat, gik en kollega hjem med stress. Det resulterede efter lang tid med en opsigelse. Jeg gik op i tid i den periode, hvor hun var sygemeldt. Jeg fik tildelt en ”svær” familie, som krævede mange møder.

 

Undervejs var jeg også begyndt at arbejde med mig selv, hvilket betød, at jeg selv stødte ind i nogle nedture. På arbejdet fik jeg flere og flere opgaver i den omtalte familie og en dag, så sagde jeg, at bare ikke kunne mere. Beskeden fra min leder var, at de skulle jeg. Jeg havde en bisidder med til mødet, som skulle hjælpe mig, men intet hjalp, jeg fik at vide, at jeg SKULLE klare den opgave.

 

Her mærkede jeg, at jeg begyndte at begyndte at få det dårligt, for lige netop sådanne situationer, var noget jeg arbejdede med i min terapi. Jeg følte mig som en lille pige, der ikke kunne se nogen udvej. Det hele braser sammen en morgen på vej til arbejde, hvor jeg kører ud foran en bil på min elskede motorcykel. Bilen så mig heldigvis, men til et møde på arbejdet brød jeg sammen i gråd og fortalte, hvad der er sket. Jeg blev sendt hjem og alt var usikkert og uklart for mig. Jeg kunne ikke sove, jeg var træt konstant og jeg vidste meget hurtigt, at jeg ikke skulle tilbage til det sted da jeg fik en sms fra en kollega jeg regnede som en ven, som sagde at jeg havde svigtet hende, at det var for dårligt.

 

En nat hvor jeg ikke kunne sove sendte jeg min opsigelse afsted og mærkede hvordan mine skuldre faldt ned. Først bagefter gik det op for mig, hvor sygt et arbejdsmiljø, jeg havde været i. Os der skulle rumme de sværest familier, kunne ikke få lov at trække en grænse for os og fik at vide, at ”vi skulle bare klare det”.

 

Indenfor 2 år efter, at jeg var stoppet var der ingen gamle behandlere tilbage. Alle gik ned med stress i den afdeling. Min historie er med til at jeg i dag har uddannet mig rigtig meget indenfor stress.

Tina - Jeg vidste det

Vidste at jeg var på vej af en forkert vej, og husker mine samtaler med min chef som bare sagde “Jeg hører hvad du siger” men intet gjorde.

 

Jeg husker alle de aftener hvor jeg igen og igen overbeviste min mand om at jeg bare lige skulle arbejde over og have denne sag kørt igennem og så ville puklen vende. Dette stod på i månedsvis, desværre.

 

Husker hvordan jeg til sidste følte at jeg hang i det yderste af fingerspidserne for at følge med og blev mere og mere indadvendt, udviklede social fobi.

 

Husker hvordan jeg vågnede op en nat med tårerne trillende ned af kinderne og der i mørket stod bøjet i neon. “Nu er det nok, nu stopper du op”

 

Dagen efter ringede jeg og sygemeldte mig til chefen, fin en samtale med min læge og blev hjemme i 3 måneder.

 

Herefter var der hul igennem til min chef, tingene blev ændret og der blev lyttet til mig. I dag, 6 år efter, er alt godt. Stadig samme job, godt nok ny chef (de holder ikke så længe) men jeg har lært at lytte efter og ved når jeg skal stoppe op i tide, så jeg ikke kommer så langt ud igen. Den kælder skal jeg ikke ned i igen, og håber ikke andre falder i samme fælde og ender dernede.

Elisabeth - Hvem giver du iltmasken på først?

Efter flere år hvor jeg modsagde mig selv i forholdene til fædre af mine børn, lig som du har redt, eller bryd ud- endte jeg i et fysisk helvede af infektioner flere gange årligt- både mig og børn, uendelige kampe hverdag, men nej jeg var for stærk til at knække, uanende om at jeg var knækket bare ikke i sind- i krop!

 

Infektioner og autoimmune reaktioner - levede i konstant fight and flight- men jeg flygtede ikke - jeg skulle være stærk - jeg arbejdede mig igennem dagene passede mine 3 børn og kæmpede de daglige kampe med begge fædre om jeg var “god” nok... jeg forsøgte stoppe det!

 

Jeg tænkte det skal jeg kunne, ak jeg tænkte du skal hjælpe dine børn i dette, den psykiske vold skal stoppe.. men jeg fejlede... jeg glemte det vigtigste :MIG

 

Jeg lærte derefter i et psykolog forløb: Når flyet styrter, hvem giver du iltmasken først? Ærligt dengang svarede jeg: uh ved ikke altså den mindste, men måske den mellemste hun havde haft mange luft problemer... men nej nej MIG - for hvis ikke jeg selv tager den på, besvimer jeg måske og ingen bliver reddet... jeg forlod banen (kampen) rev rødder op.

 

Startede et nyt liv, mistede det jeg troede var vigtigst i mit liv, fandt ud af senere - at det var mig... idag er jeg fri, en bedre mor med overskud❤️

Trine - Jeg havde hørt at motion skulle være så godt

Jeg husker bedst udmattelsen.  Jeg ved nu at det er trinet efter udmattelsen - fatigue - som jeg oplevede. 

 

Jeg havde hørt at motion skulle være så godt, og at det ville give energi at træne. Men jeg kunne ikke gå 300 meter uden at være nød til at side på kantstenen og hvile.

 

Og jeg husker glemsomheden, forvirringen og frustrationen over ikke at kunne forstå.

 

Og jeg husker vreden. Den lå hele tiden lige under overfladen, og jeg blev vred på chefen, manden, andre bilister, kassedamen og vejret. 

 

Og jeg husker de søvnløse nætter, hvor jeg næsten græd af frustration over ikke at kunne sove, når nu jeg var så forbandet træt/udmattet/fatigue. 

 

Og jeg husker at bryde sammen over chefen, der efterlod mig grædende, fordi nu havde han altså fri. 

 

Jeg var sygemeldt i 9 måneder, men det har taget mig flere år at blive mig selv igen. 

 

Vendepunktet for mig kom, da jeg mødte en dygtig  stresscoach.

 

I dag er jeg fuldstændig rask. Min mor døde her i januar, og det triggede mange af de gamle signaler. Men jeg tog dem i opløbet, og har det godt igen.

 

Jeg prioriterer livsglæde, sjov, leg og omsorg for mig selv, min familie og mine kollegaer. 

Vivi - Mit liv var blevet et Tetris-spil

Jeg havde dagen forinden klaret en krævende eksamen på min kandidatuddannelse efter måneders hårdt fuldtidsarbejde som konsulent og studier, træning til maraton og to mindre børn med fritidsaktiviteter, madpakker og tøjvask.

 

Jeg skulle skrive en mail og kunne pludselig ikke huske, hvordan man gjorde.

 

Jeg kunne heller ikke huske min eksamen eller togturen hjem.

 

Jeg var blank.

 

Hjernen lukkede ned.

 

Der fulgte måneder og halve år med restitution, mindfulness, mindre gåture på få hundrede meter, hvorefter jeg måtte hjem og hvile igen.

 

Når jeg havde fulgt mine børn i skole, sov jeg et par timer og kunne så være noget for dem igen, når de kom hjem.

 

Men jeg kunne ikke ret meget andet. Længe. Forinden var gået måneder og måske år med flere og flere aktiviteter, flere og flere hukommelsessvigt, udmattelse og en følelse af at bare at skulle overleve hen til næste ferie.

Mit liv var blevet et Tetris-spil.

 

Det var i 2014.

 

Jeg husker følelsen af lys og lethed, da jeg var i bedring. Og jeg husker følelsen af glæde, da jeg endelig var kommer ud på den anden side.

Louise - Manglede lyst og livgejst

Jeg husker mareridt. Masser af morbide og forvrængede mareridt. - I de få timer jeg sov om natten vel at mærke. Sådan var det i månedsvis.

 

Jeg tog afsted på job, selvom jeg vågnede grædende af udmattelse og angsttanker næsten hver morgen, og jeg trodsede en skærende hovedpine og en kæmpe trykkende knude i maven og for brystet, og jeg havde svedeture.

 

En dag efter arbejde fandt jeg mig grædende på parkeringspladsen, fordi jeg på trods af et desperat forsøg på at få hjælp fra min GPS på telefonen, alligevel ikke kunne finde hjem. Det hele var bare for meget.

 

Min læge trak stregen i sandet.

 

Herefter husker jeg en masse skam og skyld og en chef og endda veninder der aldrig forstod.

 

Et system der pressede mig og kolleger der aldrig sagde “god bedring” eller “farvel og tak for denne gang”, da det stod klart, at jeg ikke kunne vende tilbage til det job igen.

 

Min identitet troede jeg var forsvundet, for “hvad kan jeg så nu, når jeg ikke kan arbejde?!”

 

Husker også en manglende lyst og livsgejst. Kreativiteten var væk og min humor ligeså.

 

Alt imens nogen forestillede sig, at jeg lå derhjemme og så Netflix og hyggede mig.

 

Og så var det endda bare et arbejde, der gjorde mig så syg.

Helle - Jeg slog det hen

Jeg glemte alt og måtte skrive beskeder. 

 

Jeg arbejdede længere og længere dage, men kom ingen vegne. Jeg forstod ikke, at desto mere jeg arbejdede desto langsommere arbejdede jeg fordi jeg var tom. 

 

Jeg sov mindre og mindre. Dem omkring mig italesatte det, men jeg så det ikke selv og slog det hen.  Jeg mistede fornemmelse af tid og sted. 

 

Min 3 årige søn spurgte om han måtte få sodavand og jeg brød sammen i gråd. Angsten i hans øjne fik mig til at indse der var noget galt.  Jeg vidste der var noget galt med mig, men ikke hvad.  Jeg vidste det var noget med min 'hjerne' men var uden chance for at fange det ind og give udtryk for det.  Jeg kunne nemlig ikke sammensætte en sætning eller huske ord og mening.  Jeg var fanget i mig selv. Uden mulighed for at undslippe.

 

Tomt.

 

Som en skal uden indhold. 

 

Jeg fik et ordentligt 'vink med en vognstang'. Og det er jeg meget taknemlig for. Ellers havde jeg måske ikke været her i dag.

 

Nu ved jeg hvordan jeg lytter kroppens og hjernens signaler. Respekterer mine grænser. Passer på mig selv. Det glemte jeg nemlig at gøre tidligere. Glemte jeg var menneske og at 'tyngdeloven' også gjaldt for mig. 

Jannick - Jeg håbede altid, at ferien kunne hjælpe

Puha, når jeg satte mig ind i bilen om morgenen kunne jeg sidde der i op til et kvarter, og når jeg endelig drejede nøglen havde jeg i en fjern afkrog bagerst i hovedet, overvejet at punktere mine dæk så jeg ikke kunne køre.

 

Og omvendt kunne jeg sidde på arbejdspladsens parkeringsplads og kigge tomt ned på telefonen i håbet om, at nogen havde brug for mig et andet sted.

 

I selve arbejdstiden oplevede jeg flere huller, hvor jeg ikke kunne redegøre for, om jeg havde arbejdet på en opgave eller ikke. Var helt rundt på gulvet.

 

Alt dette fordi jeg var ung og ville være firmaets mand. Ham der kunne løse opgaven.

 

Jeg håbede at div. sommerferier kunne hjælpe, men i sidste ende krævede det et brancheskifte.

Sådan behøver det ikke at være...

Sådan behøver det ikke at være. Det kan altid betale sig at sænke stressen.

 

Man er mere produktiv når man får sat stressen ned. Det gælder om at få de rigtige råd og erfaringer til håndteringen, så både glæden, effektivitet/produktivitet og meningsfyldthed kan blive høj. Giver det mening for dig?

 

Du kan eventuelt starte med KvikGuiden til stresshåndtering her.

Kim - Et nyt og bedre menneske

Ignorerede alle tegnene, til jeg en dag stod og kiggede grædende ud i haven, indtil min kone mange timer senere kom hjem fra arbejde og hjalp mig.

 

I dag er jeg er nyt og bedre menneske, som lever med de skader og begrænsninger, jeg påførte mig selv.

 

Har jeg så lært noget?

 

Ja! - men kan godt glemme det når jeg bliver opslugt af noget, så når jeg mærker det i kroppen, ved jeg at jeg skal stoppe op, ellers må jeg betale prisen og er intet værd de næste dage.

Jeanette - Jeg skulle bare tie stille

Følelsen af at ryste indvendigt og være konstant ængstelig.

 

Da jeg røg ned havde jeg i lang tid lidt af små angstanfald og mareridt.

 

Jeg havde en knude i maven konstant og var træt med træt på. Følte mig syg og alle led gjorde ondt som om jeg havde feber - men der var ingenting.

 

En dag gik klappen ned og jeg husker ikke at jeg ringede efter min mand der hentede mig på parkeringspladsen grædende. Dette skete efter at jeg igennem flere måneder havde gjort opmærksom på at jeg var alt for overloadet og ikke kunne tage flere opgaver ind - og opgaverne væltede bare ind i lind strøm.

 

Til sidst valgte min daværende chef at sige at jeg bare skulle tie stille og gøre hvad han bad mig om, for der var ik andre der kunne tage de opgaver.

 

Knæk......

Mette - Jeg slæbte mig afsted

Jeg slæbte mig afsted i et helt år, havde bare lyst til at blive liggende i senge og sove langt væk.

Jeg stod alligevel op og tænkte dagen bringer vel en god overraskelse som jeg ikke ville gå glip af. Samt at en masse medarbejdere ventede på jeg trådte ind af døren.

 

UPS et lille år gik med dage som alle de andre. Dage jeg skulle have lyttet til ....

... jeg skældte alle ud omkring mig

....min hjerne brændte af min krop frøs

.... Nu lå jeg jeg under dynen og sov tiden fløj dage blev til uger, som blev til måneder.

 

I dag lytter jeg til min hjerne og krop, men belastningen var voldsom og gjorde skade.

Louise - I morgen bliver det bedre

I morgen bliver det bedre - i morgen er en ny dag!!

 

Sådan tænkte jeg hver dag i MANGE måneder.

 

Så en morgen mødte jeg ind på job. Satte kaffe over og ville så tømme opvaskemaskinen inden mine kolleger dukkede op. Jeg var altid den første der mødte ind. Åbnede opvaskemaskinen for at blive mødt af en frygtelig stank. Maskinen var stoppet til, og jeg brød fuldstændig sammen i gråd. Kunne slet ikke overskue det.

 

Tænkte at nu skulle jeg tage mig sammen!!!

 

Tørrede øjnene og satte mig op på mit kontor. Har måske siddet der i to-tre-fire timer. Ved det ikke og har ingen erindring om hvad jeg har foretaget mig i disse timer - eller om jeg overhovedet HAR foretaget mig noget.

 

Min chef kommer og spørger mig om noget, og jeg bryder fuldstændig sammen!!!!

 

Blev derefter sendt hjem og blev der i tre måneder!

Henriette - Jeg havde bare lyst til at sove

Jeg forsikrede min chef at jeg ville udvikle og ikke blot gøre som vi "plejer". Efter 4 år var jeg blevet træt .....

 

Jeg havde altid hadet ferier, fordi det betød jeg skulle være væk fra mine skønne kolleger og min gode chef. Men fra den ene dag til den anden havde jeg bare lyst til at sove og gad egentlig ikke være social med kollegerne. Jeg følte mig uinspireret og ikke mindst u-inspirerende.

 

Jeg begyndte at gøre som "plejer". Som i så mange andre tilfælde, så vendte min barsel med min datter op og ned på mine tanker. Og jeg tog konsekvensen af min tidligere overbelastning og besluttede at sige op for at finde en ny vej ud af "plejer". Det var svært og det var hårdt. Det føltes som et nederlag. Men jeg er i dag vanvittig taknemmelig for min beslutning.

Sådan behøver det ikke at være...

Sådan behøver det ikke at være. Det kan altid betale sig at sænke stressen.

 

Man er mere produktiv når man får sat stressen ned. Det gælder om at få de rigtige råd og erfaringer til håndteringen, så både glæden, effektivitet/produktivitet og meningsfyldthed kan blive høj. Giver det mening for dig?

 

Du kan eventuelt starte med KvikGuiden til stresshåndtering her.

Sarah - Jeg ringede grædende til min mor

Det var 2 måneder efter jeg var kommet retur fra min første barsel - jeg var TRÆT, der var uro på jobbet og var stadig ved at prøve at lande i hamsterhjulet. En søndag hvor jeg var alene med min søn, var jeg så træt og frustreret at jeg på under en time havde RÅBT af ham 3 gange han var kun knap 11 måneder

 

- jeg ringede grædende til min mor som selvfølgelig kom og hjalp, hun gik en lang tur med ham og jeg fik ro.

 

Når jeg kørte på arbejde kunne jeg mærke klumpen i maven vokse for hver kilometer jeg nærmede mig. På arbejdet skulle der ikke meget til før jeg synes ALLE var idioter.

 

Jeg var fuldstændig kvæstet når jeg kom hjem, kunne ikke overskue eller magte min søn - jeg orkede ikke.

 

Jeg endte med en sygemelding i 3-4 måneder og så kravlede jeg stille og roligt op i tid over 4 måneder. 

Pia - Var konstant træt

Jeg kunne ikke sove og var dog konstant træt dengang i 2013.

 

En nat da jeg endelig var faldet i søvn i de tidlige morgentimer, vækkede min mand mig, fordi jeg snorkede. Og så brød min verden sammen. Jeg tudede og kunne ingenting.

 

Det gav 3 måneder hjemme og en fyreseddel. 

 

Jeg skulle have lyttet til, at jeg ikke kunne sove i sengen, at jeg var ved at falde i søvn i bilen, at jeg havde ondt i maven af angst over ikke at have tjek på alt ting og at jeg næsten holdt op med at spise! 

 

Nu passer jeg bedre på mig selv.

Susanne - Det taler vi ikke om

Jeg husker stadig mest, at jeg forsøgte at råbe chefen op. Hans svar: "det behøver vi ikke italesætte, det er alligevel kun svage mennesker der får stress"

Sådan behøver det ikke at være...

Sådan behøver det ikke at være. Det kan altid betale sig at sænke stressen.

 

Man er mere produktiv når man får sat stressen ned. Det gælder om at få de rigtige råd og erfaringer til håndteringen, så både glæden, effektivitet/produktivitet og meningsfyldthed kan blive høj. Giver det mening for dig?

 

Du kan eventuelt starte med KvikGuiden til stresshåndtering her.

Annonym

Jeg er lige midt i stressen nu. Jeg kom ud for en alvorlig skade for 9 år siden. Det tog nogle år at blive udredt og herefter skulle jeg have en ny uddannelse til et fag jeg bedre kan klare. Det blev til en bachelor indenfor fødevare og ernæring, men nu har jeg gået ledig i over 2 år. Jeg kan ikke gå tilbage til mit gamle fag pga. mine begrænsninger og jeg kan ikke få en job indenfor mit nye fag fordi jeg ikke har noget erfaring endnu.

 

Jeg har både været økonomisk presset og presset af jobcenter og a-kasse i lang tid nu. Jeg er begyndt at miste hukommelsen, jeg kan ikke overskue min situation og kommer let til at græde over det. Jeg føler mig uduelig og udmattet på en difus måde, fordi jeg ikke aner mine levende råd og alle bare bliver ved med at sige til mig, at  der er massere af arbejde at få, så det bare er ”på med vanten og komme i gang.”  

 

Forleden dag var jeg ved læge og hun talte om, at jeg kunne være på vej ind i en stressudløst depression, så det blev jeg testet for og så skal jeg komme tilbage igen om 14 dage.

Thomas - den paradoksale følelse

Jeg husker den helt paradoksale følelse af at være helt drænet for energi lige efter en ferie. Også selvom det kun var 1 uges ferie. Jeg husker faktisk ferien som særligt trist - jeg var ikke nærværende overfor min familie, sad bare i et hjørne og surfede på nettet og spillede Football Manager. Vi var i sommerhus. Vi elsker at være der. Det er stressfri zone og ren livskvalitetet.

Undtaget dét år. 

En uge efter på arbjede igen, gik jeg til chefen og bad om at komme på skånekost en rum tid. Det lyttede hun heldigvis til.

2½ år senere kan jeg ærligt talt stadig mærke det rumstere, når presset bliver ekstraordinært, men det bliver stadig bedre i hver spidsbelastning. 

Det har været en lang og kompliceret vandring, fra illusionen om at skulle kunne overkomme alt, til erkendelsen af, at "nej tak" til opgaver, på baggrund af travlhed, faktisk er fuldtud acceptabelt. Og selvom det ikke var, så skylder jeg alligevel min familie og ikke mindst mig selv, den respekt det er, at passe på mig, så jeg har også kan være noget for dem jeg elsker. :-)

Jannie - Alt begyndte at være uoverskueligt

Jeg oplevede stress i den periode, hvor jeg skrev mit speciale. Når jeg vågnde, havde jeg en oplevelse af, at jeg overhovedet ikke havde sovet. Det blev svært for mig at huske, min hukommelse blev ringere og ringere. I starten var det småting, såsom, at jeg glemte flere og flere ting når jeg skulle handle. ørst var det små ting.

 

Da det blev værre, glemte jeg oplevelser og samtaler jeg havde haft med mine venner eller familien. Jeg gentog mig selv og lagde ikke mærke til det, selvom det kunne være flere gange i samme samatale. Jeg fik koncentrationsbesvær og det blev virkelig svært for mig at holde fokus på selv de mindste ting.

 

Så begyndte alt at være uoverskueligt. Helt almindelige dagligdags aktiviteter, kunne jeg ikke overskue. Det blev værre og jeg fik hjertebanken, glæd let og besvimede et par gange. Jeg afleverede mit specialet til deadline, og troede at jeg herefter kunne holde en timeout og komme mig. Men selvom presset ikke var der mere, så blev jeg grebet af mine egne, familiens og samfundets forventninger til at søge en masse jobs. Så derfor kom der aldrig helt på før meget lang tid efter.

 

Jeg kan stadig mærke at jeg har nemt ved at føle mig stresset og påvirket, hvis tingene skal køres op.

Annonym

“Jeg opdagede ikke stressen, før det blev til deciderede angstanfald, hvor jeg lå i fosterstilling og hulkede af angst og selvbebrejdelse - altid når jeg var alene, fordi jeg, i alle andre sammenhænge skulle være den stærke.

Jeg husker tiden op til, at jeg væltede, som en hektisk tåge af skyld, frygt og samvittighedsnag.

Den dag jeg væltede, var det bogstavelig talt omkuld på en madras, hvor jeg herefter lå som en grøntsag i mange mange dage.

Min hjerne var “brændt” sammen. Jeg kunne ikke gå over en trafikeret gade fordi min hjerne ikke kunne gennemskue hvor bilerne var, hvor hurtigt de kørte og hvornår jeg kunne gå ud på vejen.

Det tog 3 måneder bare at kunne komme til at tænke nogle rationelle tanker igen og 6 uger, hvor mine børn ikke engang kunne bo hos mig.

Det er det værste jeg nogensinde har oplevet i mit liv.”

Din stresshistorie er på vej

xxxx

xxxxx

xxxxxx

xxxxx

Din stresshistorie er på vej

xxxx

xxxxx

xxxxxx

xxxxx

Vælds Uddannelse & Coaching

Kontor:  Vesterballevej 5, 7000 Fredericia  

  • Instagram - sorte cirkel
  • Facebook Square
  • LinkedIn Square
  • YouTube Social  Icon